Den bedste hund til et Alaskaklima er en, der kommer med sin egen tykke pels for at holde ham varm og hyggelig, mens han udholder statens berygtede kolde og stormfulde vejr. En hvalp, der kommer hjem på The Last Frontier, skal være i stand til at modige elementerne.
Siberian Husky
Når man tænker på hunde, der bor i Alaska, er det umiddelbare billede af en sibirisk husky, der trækker en slæde. Mystikeren af Iditarod, et slædehundevæddeløb til minde om difteri-serum fra 1925 til Nome med hundreder af hold af disse hurtige, majestætiske og robuste hunde, tilføjer kun temaet, at den sibiriske husky ikke kun overlever tilstrækkeligt, men også trives effektivt ud i isen og sneen. Den sibiriske husky er opkaldt efter sin oprindelsesregion og er ikke en særlig stor hund, der vejer mellem 35 og 60 pund. Hvad han mangler i størrelse, kompenserer han for i en smuk og varm frakke. Vintertemperaturer i det indre Alaska dypper ofte til 75 grader under nul Fahrenheit og sætter de dobbeltlagede frakker på disse hårdføre hunde på varmetesten. Ifølge American Kennel Club har husky en tykkere pels end de fleste hundehunder med en tæt, kashmirlignende undercoat, der fungerer som isolator og en længere, grov topcoat, der kaster fugt. Beskrevet af AKC som en arbejdshund, er husky et fremragende valg for menneskelige ledsagere, der nyder udendørs vintersport såsom slædekørsel eller skijoring - en sport, hvor folk kører på langrendski trukket af hunde.
Alaskan Malamute
En fætter til den sibiriske husky, Alaskan malamute er en direkte efterkommer af arktiske ulve, der bor i de nordligste dele af Alaska. Ifølge hundeavlinfocenter begyndte Mahlemuit Eskimo-folkene at bruge hundene til transport for omkring 3.000 år siden. Siden da er Alaskan malamute blevet et valg til polfarere på grund af hundens sejhed, åndsretning og veludviklet lugtesans. Det er en af grundene til, at forfatter Jack London valgte at modellere sin hovedperson Buck efter en malamute slædehund i romanen "The Call of the Wild." Mens bogen blev sat i Canadas Yukon Territory, afspejler de lignende forhold, der erobres af malamuter i dens plot, det miljø, som hunde, der bor i Alaska ofte står over for. Malamuten har også den dobbeltlagsbelægning, der kaster snavs såvel som is og sne.
Samoyed
Denne race er populær hvor som helst sne er en regelmæssig del af landskabet, fordi han kan trække op til halvanden gange sin kropsvægt på en lastet slæde, ifølge Pet Place. Samoyed-pelsen er kendt for skønheden i deres rene hvide pels og er så tyk, at det er svært, hvis ikke umuligt at se hundens hud, især i vintermånederne. Den resulterende Samoyed-uld er ifølge Dog Time en favorit blandt væverne, fordi det resulterer i smukt og varmt tøj.
Newfoundland
Dette er en anden race, der delvist er opkaldt efter den region i verden, hvorfra han kommer: den canadiske østlige kystprovins med navnet Newfoundland og Labrador. Mens bestande af disse hårdføre, mørkefarvede hunde sandsynligvis kom fra en kombination af vikingeforskere og senere britiske koloniale bosættere, etablerede racen sig som en pålidelig arbejdstager i den maritime provins og hjalp med at trække tunge, fiskebelastede redskaber fra havet og for at redde mennesker, der er faldet overbord, ifølge hundeejersguiden. Denne evne skyldes en stor lungekapacitet og tilstedeværelsen af en naturlig olie i begge lag af deres pels, der tilføjer beskyttelse mod kulde og fugt. Mens hans oprindelse er længere sydpå, er Newfoundland en velkommen tilføjelse til hundens befolkning i Alaska, hvor fiskeri i statens søer, floder og grænsende oceaner stadig sætter mennesker i behov af en hundefølger som Newfoundland, som er villig til at risikere sin eget liv i redningssituationer.
