Moderne mennesker skylder deres kammeratskab med katte til de gamle egyptere. Til sidst kom de for at værne om dem som elskede kæledyr og ære dem som hellige dyr.
Ni liv
Den velkendte myte om, at katte har ni liv, begyndte i det gamle Egypten. Oprindelsen til denne myte tilskrives kattens fede natur og deres evne til at lande på deres fødder uskadt fra højde og fald.
Kattegudinden
Kattegudinden var en favorit gammel egyptisk gud. Hendes navn var Bastet, og hun blev afbildet som en kvinde med hovedet på en huskat. Hun blev fejret på livlige festivaler i sit tempel i byen Bubastis, syd for Kairo. Faktisk var hendes festival en af de mest populære i den egyptiske kalender. Katte, der døde, blev ført til Bubastis for at blive balsameret og begravet i hellige beholdere. Tusinder blev begravet i katakomber på stedet, dels for at overføre deres ejers meddelelser til guderne. Bastet var så æret, at selv faraoerne rejste helligdomme for hende.
Fange mus for evigheden
I det gamle Egypten blev mumificerede mennesker begravet med ting, de havde brug for i det næste liv, såsom mad. Tilsyneladende var katte ingen undtagelse. Der er fundet mumificerede mus sammen med mumificerede katte, hvilket giver både mad og underholdning til efterlivet.
Besejre trusler både rigtige og mytiske
Katte jagtede både gnavere, der truede de gamle egypters korn og deres anden ærkefjende: slanger. Som man kunne forvente, var de gamle egyptere bange for slangernes dødelige potentiale. Denne frygt blev afspejlet i deres mytologi. Ogdoad var fire kvindelige udførelsesformer for elementært kaos, der var repræsenteret af slanger. En af dem, Apophis, kunne fremkalde apokalypse ved at baghold i solen, som hun ventede på hver aften. Selvom Apophis ikke kunne dræbes, afbildede faraoernes grave ofte scener af den mægtige solgud Ra, der huggede ham i stykker i form af en kat.
